About Else
Jeg hedder Else Bech, og jeg arbejder med rejser på en anden måde end de fleste.
For mig handler en god ferie ikke kun om faciliteter, beliggenhed og billeder – men om følelsen. Om steder med sjæl, mennesker med hjerte og oplevelser, der bliver hængende længe efter, man er kommet hjem.
Jeg har arbejdet professionelt i rejsebranchen i Sydeuropa med netop dét arbejde, de færreste får indblik i: at opdage, kontrahere og opstarte nye rejsemål – samt videreudvikle eksisterende destinationer. Jeg har været involveret i hele værdikæden, fra de første lokale aftaler til de første gæsters ankomst og den efterfølgende produktforbedring.
Mit arbejde har blandt andet bestået af:
kontrahering af hoteller, boliger og lokale oplevelser
samarbejde med lokale restauranter, transportpartnere og udflugtstilbud
opstart af nye destinationer, herunder personale og lokal drift
markedsføring og løbende kvalitetsudvikling baseret på gæsternes oplevelser
Jeg har boet, arbejdet og studeret i udlandet ad flere omgange – samlet set cirka tre år – primært i Spanien og på de græske øer. Dertil kommer mange års rejseerfaring, hvor jeg gang på gang har opsøgt det lokale, det rolige og det autentiske. Ikke sjældent med familie og venner på slæb, for lige at se, hvad der gemte sig rundt om det næste hjørne.
Noget af det vigtigste for mig har altid været at opbygge lokale relationer. Det er også grunden til, at jeg gennem WhoElse Villa kan tilbyde lokal service og boliger, hvor der er en ægte forbindelse mellem sted, værter og gæster – ikke blot et bookingsystem.
Ved siden af mit praktiske arbejde i rejsebranchen er jeg lektor og underviser blandt andet i turisme. Jeg er desuden medforfatter på fagbogen
“Turisme – perspektiver på centrale udfordringer og muligheder”,
som bruges i undervisning og faglig sammenhæng.
Min tilgang til rejser er derfor både erfaringsbaseret, fagligt funderet og menneskelig. Jeg anbefaler ikke steder, jeg ikke selv kan stå inde for – og jeg formidler dem, som de opleves i virkeligheden, ikke som de ser ud på et katalogfoto.